Vi havde længe frygtet russernes ankomst til Seddin. Mange af indbyggerne havde læsset de vigtigste af deres ejendele på trækvogne og forberedte sig på at flygte fra denne horde af uciviliserede dyr, som ifølge de rygter som nazisterne havde udbredt, havde udvist en skånselsløs grusomhed under deres fremfærd gennem Tyskland. Selv om disse rygter måske var stærkt overdrevne af det nazistiske propaganda apparat kan man ikke udelukke, at de forreste russiske tropper også har gjort sig skyldige i mange grusomme overgreb mod både tyske mænd, kvinder og børn, det er der mange øjenvidneberetninger om. Størsteparten af disse soldater havde mistet alle deres pårørende, deres hjem, deres ejendele på grund af de tyske troppers fuldstændig sindssyge myrderier, voldtægter og plyndringer i Rusland, derfor må deres had til alt hvad der havde med Tyskland og tyskere at gøre, være helt ubeskriveligt og de havde intet at tabe. Denne forfærdelige sandhed om de ”heroiske tyske heltes” dyriske grusomheder vidste den tyske civilbefolkning jo på grund af den anti-russiske propaganda intet om. Til gengæld blev man ikke forskånet for rædselsberetninger om den fremstormende Røde Armé.

Kort tid inden den russiske armé ankom gjorde man fra allieret side alt hvad man kunne for at tage det sidste strejf af forsvarsvilje fra tyskerne. En af metoderne var at sende små jagerfly af sted for at flyve lavt ind imellem husene og beskyde alt levende med deres maskingeværer. Det var meget knapt med fødevarer i de sidste dage og det rygtedes, at den lokale bager havde haft held til at få fat i noget mel så han havde bagt en masse brød. Derfor var der en lang kø udenfor bagerbutikken, for alle ville jo gerne have bare en enkelt bid brød, specielt til deres sultne børn. Disse køer blev ofte angrebet af jagerflyenes maskingeværsalver så de mange mennesker sprang for livet og gemte sig i husopgangene rundt omkring bagerforretningen.

sovjetisk T34 tank

Stemningen var næsten lige så trykket som under bombeangrebene. Min mor tog det til gengæld meget roligt og bestemte sig for at vi bare skulle blive i lejligheden og følge de anvisninger som den ventede invasionsstyrke uden tvivl ville udstede. Dette viste sig at være en meget klog beslutning. Da de allerførste styrker viste sig i vores by kørte der en højttalervogn rundt i hele byen og befalede indbyggerne at bevare roen, blive indendørs, holde sig væk fra vinduerne og afvente yderligere instrukser. Efter et par timers venten ringede det på døren, min mormor åbnede døren og udenfor stod 3 russiske soldater sammen med en dame som talte flydende tysk og bad om at komme indenfor. Min mor stod i køkkenet med min lillesøster og mig på hver sin side. ”Uri – Uri” sagde soldaterne og tolken fortalte, at der ikke ville blive krummet et hår på vore hoveder. Det eneste, soldaterne var interesserede i var armbåndsure, lommeure og smykker. Mormor havde gemt sine smykker i stuens loftslampes alabast-lampeskærm men det gemmested var ikke noget nyt for soldaterne, de tog grinende de gemte smykker og ure og forlod, stadig grinende lejligheden. Vi åndede lettet op. Hvis det var alt hvad vi kunne forvente af skærmydsler fra russerne, så var der gode chancer for at vi snarest kunne gå tilbage til en mere normal tilværelse. Da jeg var en meget nysgerrig knægt på 9 år kunne jeg ikke holde spændingen ud længere. Jeg måtte altså se hvordan der så ud udenfor, så jeg listede ud af lejligheden og gik forsigtigt rundt om bagsiden af huset og kiggede rundt om hushjørnet og – der stod de så alle sammen – den røde armés forreste invasionstropper. Allerforrest stod en masse motorcykler med sidevogne og rundt omkring dem stod en snes russiske soldater som stod og sludrede og røg deres cigaretter, (som i øvrigt bestod af sammenrullet avispapir som var fyldt med ”Machorka”, dvs. i mangel af rigtig tobak brugte man stænglerne fra tobaksplanterne, som jo egentlig var et affaldsprodukt fra tobaksproduktionen.) Bagved motorcyklerne stod de så, de legendariske, kæmpestore russiske T34 tanks, som vi allerede havde hørt så meget om.

 Jeg var selvfølgelig lidt bange for alle de soldater og våben men altså også utrolig nysgerrig, så da jeg var ved at trække mig tilbage fra hushjørnet var der en soldat, som sad i kanontårnet på den forreste tank, som havde fået øje på mig. Han kaldte på mig og vinkede mig hen til kampvognen. Der var cirka 100 meter hen til hele kolonnen og jeg gik langsomt hen imod de mange soldater med deres maskinpistoler. Selvfølgelig var jeg bange, men soldaterne smilede så venligt til mig og opmuntrede mig til at komme nærmere så jeg fortsatte hen til den forreste kampvogn. Soldaten gjorde tegn til mig om at klatre op på larvefødderne og rakte så ned efter min hånd og trak mig helt op i kanontårnet. Jeg vidste jo stadig ikke hvad han egentlig ville gøre med mig. Han sagde en hel masse ting på russisk men jeg forstod jo ikke et ord. Jeg kunne se på hans venlige ansigt og på hans fagter at han spurgte om jeg ville have noget at spise, så jeg smilede til ham og nikkede – jo jeg havde forstået det rigtigt. Han rakte ned i bunden af tank’en og trak en stor messingspand op til sig. Den var fyldt med marmelade og bagved ham på en hylde lå der adskillige russiske rugbrød. Han tog et brød og skar en tyk skive af med sin bajonet og smurte et dejligt tykt lag marmelade på og gav det til mig. Nu var jeg overbevist om at disse soldater ikke var de vilde dyr som vi havde fået at vide, men ganske almindelige hyggelige mennesker, som holdt meget af børn, selv om det var fjendens børn. Det var mit allerførste møde med de frygtindgydende russiske ”barbarer”.

Men senere samme dag viste kontrasten til min oplevelse sig på en ganske frygtelig vis. Vi havde jo alle fået strenge ordrer om at holde os helt væk fra vinduerne, da soldaterne selvfølgelig var meget opmærksomme på de mange tyske snigskytter som havde gemt sig rundt omkring. Et ældre ægtepar kunne ikke styre sin nysgerrighed og bevægede sig lidt bagved et af deres vinduer, så gardinet også bevægede sig. Sekunder efter lød der et øredøvende brag og den forreste tank havde skudt en granat direkte ind i muren imellem to vinduer for at gøre det af med en eventuel snigskytte. Der var intet tilbage af ægteparret og granaten havde efterladt et kæmpestort hul i muren. På ovenstående billede kan man stadig i dag skimte sporene efter granatindslaget. Og lige bagved havde ægteparret stået

I den næste tid lærte jeg mange, både mandlige og kvindelige russiske soldater at kende. Jeg lærte en masse om deres kultur, stiftede bekendtskab med det russiske sprog og mest af alt, alle de dejlige russiske sange som soldaterne altid sang. Der blev vist mange pragtfulde, russiske eventyrfilm i biograferne og "Den Røde Armés Kor" afholdt mange koncerter i vores største biograf i Babelsberg. Jeg så for første gang russiske dansere optræde med de mest forrygende forestillinger jeg nogensinde havde oplevet. Russerne elsker børn og jeg fandt hurtigt ud af at de fleste af dem var almindelige venlige og rare mennesker, som kun ønskede at få lov til at vende hjem til deres eget skamferede land, selvom mange af dem også havde mistet alt, både deres hjem og deres familier. Alt dette var jeg meget fascineret af og jeg må indrømme at jeg stadig har denne fascination af alt hvad der har med russere og Rusland at gøre så jeg stadig i dag, mere end 60 år efter deltager i russiske sprogkurser og læser en masse om den russiske natur, og hvorfor det stadig er min største drøm  at få lov til at opleve Sibirien med den mægtige Tajga og Bajkalsøen.

Flugten

typisk UNRRA-lejr efter Tysklands sammenbrud

Jeg havde selvfølgelig ikke noget ur at støtte mig til, men det virkede som om der var rigelig tid til at rejse sig op fra kartoffelrækkerne og løbe det lille stykke vej hen til landevejen og over på den anden side et par minutter efter at grænsevagten var kørt forbi. Jeg havde fulgt de patruljerende vagters intervaller i et stykke tid og besluttede mig for at vove forsøget efter at den næste cyklende soldat var passeret. Lige så snart jeg kunne skønne at vagten var udenfor hørevidde, sprang jeg op og løb og løb i et rasende tempo. Henover landevejen og over på den anden mark og jeg blev ved med at løbe, forbi nogle græssende køer som jeg lige netop kunne skimte og videre og videre. Et par gange løb jeg lige ind i nogle pigtrådshegn som var sat op omkring de marker hvor kreaturerne græssede. Hjertet hamrede vildt i brystet på mig af angst for at jeg måske alligevel var blevet opdaget og jeg ventede hvert øjeblik at høre maskinpistolens bjæffen. Men der skete intet. Jeg satte tempoet lidt ned og hev efter vejret. Jeg havde vænnet mig til mørket og kunne skimte buske og træer og pludselig så jeg at jeg var kommet til en ny landevej. Fuldstændig udmattet kastede jeg mig ned i bunden af vejgrøften og faldt straks i søvn.

Jeg vågnede med et sæt ved lyden af menneskestemmer. Det var to personer der kom cyklende hen imod mit skjulested. Jeg kunne høre at det var en mand og en kvinde der talte tysk sammen. Det kunne umuligt være russiske grænsevagter, så jeg besluttede at springe op på vejen og tale med de to cyklister. Jeg løb ud foran dem og spurgte, mens jeg græd af bare udmattelse og angst, om jeg var ”kommet over”? De to mennesker som var et midaldrende par beroligede mig med at hvis det var Vesttyskland jeg mente, så var jeg kommet over for længe siden. Jeg måtte være løbet en fire fem kilometer. Hulkende spurgte jeg om der var langt til den nærmeste by. Det var der ikke. Vejen slog et sving til venstre kun ganske få hundrede meter længere henne og der lå en lille, muret bro jeg bare skulle gå over så var jeg i den næste landsby. Foran broen stod der igen to uniformerede vagter og et øjeblik troede jeg at jeg var blevet narret, men det viste sig heldigvis at være vesttyske grænsevagter. Stortudende gik jeg henimod dem. De vesttyske grænsegendarmer var straks klar over hvad det drejede sig om og forsøgte at berolige mig. Den ene vagt satte mig op på den ene af de lave bropiller, hvorefter han trak en stor madpakke op af sin uniformsfrakke og begyndte at pakke herlighederne ud. Aldrig før havde noget smagt mig så vidunderligt som denne madpakke. Der var dejligt friskt brød med skinke og pølse, noget som jeg dårligt nok kunne huske hvordan smagte. Til sidst, efter at have lyttet opmærksomt til min historie fik jeg en herlig varm kop kaffe fra vagternes termoflaske og fik så besked på at gå lidt længere frem i landsbyen indtil jeg kom til et blåt lysskilt med påskriften ”POLIZEI”, og der ville man tage sig af mig. Jeg takkede de to venlige gendarmer og begav mig hen på den lille politistation.

De to vagthavende politibetjente var også meget venlige overfor mig og spurgte kun om mit navn, hvor jeg kom fra og hvor jeg var på vej hen. Det var nemlig meget almindeligt i de dage at det vrimlede med mennesker, mest børn, som irrede rundt i Tyskland for at lede efter pårørende efter denne frygtelige krig. Mange familier var blevet splittet under bombeangrebene og kamphandlingerne i slutningen af krigen, så de to betjente kunne ikke gøre andet end at tilbyde mig et sted at sove og give mig lidt at spise, hvorefter de lod mig vandre videre næste dag, efter et solidt morgenmåltid, uden at foretage sig yderligere.

Nu var tilværelsen pludselig blevet meget lysere. Med maven fuld af mad og visheden om, at jeg befandt mig i ”Vesten”, så kunne resten af rejsen kun blive meget mere betryggende.

Det må have været midt på sommeren 1947, for vejret var dejligt og det var varmt og tørvejr. Da jeg havde vandret et stykke tid og spist den madpakke de venlige politibetjente havde givet mig med om morgenen, kom jeg til en stor bro over en flod som så meget indbydende ud. Jeg gik ind under broen, smed alt tøjet og sprang ud i floden. Vandet var dejligt lunt og føltes blødt. Der var overhovedet ingen mennesker i nærheden, så jeg kunne nyde badet i fred og ro.

Der var kun cirka 30 kilometer til den nærmeste storby Braunschweig. Her ville jeg henvende mig på banegården og bede om mad og husly. I de dage havde alle større tyske banegårde både en evangelisk og/eller en katolsk ”banegårdsmission”. De havde et lille kontor på selve stationen hvor de modtog netop sådanne omstrejfende, hjemløse mennesker, både voksne og børn. Her kunne man få et solidt måltid mad og en køjeseng i en lille træbarak som lå lige udenfor stationen.

Jeg ankom til banegården i Braunschweig tidligt på aftenen og ganske rigtigt som jeg havde forventet var der en banegårdsmission og jeg blev modtaget meget venligt med en stor skål fuld af den dejligste suppe. Efter 30 km’s vandring var det skønt at komme til at tale med nogle mennesker igen. De venlige nonner fortalte mig at jeg bare skulle gå udenfor stationen og lige til højre lå de omtalte barakker hvor jeg kunne få tildelt en seng. Det var dejligt at komme ind i et rent og pænt lille værelse med to brikse med rent sengetøj. Der var intet bad så efter en hurtig gang etagevask kravlede jeg i seng. Jeg vågnede et par timer senere ved at nogen var kommet ind i rummet. I den svage natbelysning kunne jeg skimte at det var en nonne som åbenbart også skulle overnatte her. Jeg havde aldrig været i en kirke eller været i forbindelse med præster eller nonner, så jeg blev meget forbavset da nonnen knælede ned foran sin seng og foldede hænderne og bad en bøn til Gud. Det var helt nyt og meget mystisk for mig da jeg aldrig i mit korte liv havde været i kontakt med religion. 

De næste par dage forløb stille og roligt. Nonnerne havde en lille strimmel jord bagved barakken hvor de dyrkede lidt kartofler, gulerødder og persille. De spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at luge lidt ukrudt derude til gengæld for mad og husly indtil videre og det var jeg meget glad for at få lov til. Det føltes dejligt at jeg kunne gøre lidt gavn.

Allerede efter et par dage blev jeg kaldt ind på kontoret hvor der var ”besøg” til mig. Besøget var en meget smuk ung pige, midt i tyverne og jeg blev straks dybt forelsket i hende. Hun hilste venligt på mig og præsenterede sig som (navnet husker jeg ikke) fra den sociale forvaltning i Braunschweig. Hun havde fået til opgave at finde ud af min baggrund og mine planer for fremtiden. Efter at have taget pænt afsked fra de venlige nonner, kørte den unge dame mig i bil ind til socialforvaltningen i Braunschweig. Her skulle jeg så fortælle hele min historie og om min plan om at finde min far i Flensborg. Da samtalen var forbi blev jeg kørt nogle kilometer udenfor byen hvor de allierede havde oprettet en såkaldt UNRRA lejr.

Lejren lå i utrolig smukke omgivelser midt i en stor skov. Her arbejdede man med at prøve at finde enten andre pårørende eller nye plejefamilier til de mange børn, som på grund af krigen var blevet hjemløse og adskilt fra deres forældre. Der må have været omkring 100 børn i lejren på det tidspunkt. Der var sørget for god forplejning, store sovesale og mange fritidsaktiviteter og der var oven i købet oprettet en lille skole med kun to klasselokaler hvor vi kunne modtage den allermest grundlæggende undervisning i læsning, skrivning og regning. Det var et dejligt og trygt ophold og jeg var i denne lejr i seks uger, da der pludselig kom besked om, at man havde fundet og kontaktet min far i Flensborg og denne havde indvilliget i at jeg blev sendt med toget til Flensborg, hvor han ville afhente mig på stationen. Det var lidt vemodigt at tage afsked med dette pragtfulde fristed. Jeg mindes ikke at jeg tidligere i min barndom havde befundet mig så tryg og glad som i denne lejr. Socialforvaltningen havde sørget for min billet og bestilt plads til mig på det direkte tog til Flensborg, så jeg fandt min plads i toget og påbegyndte den foreløbig sidste etape på min lange rejse fra den rene elendighed til et helt nyt og ”rigtigt” familieliv.

Flensborg

Det var selvfølgelig med en temmelig kraftig hjertebanken jeg steg af toget i Flensborg og gik ud i banegårdshallen. Og der stod min far og smilede til mig. Vi havde kun været adskilte i 2 år så jeg havde ingen problemer med at genkende ham, han lignede sig selv.

 Nu begyndte et helt nyt kapitel af mit liv. Jeg blev indskrevet i den danske skole i Flensborg/Jørgensby fordi min far allerede dengang havde planer om at immigrere til Danmark hvis det lykkedes ham at finde et arbejde indenfor sit fag.

Det var første gang i flere år at jeg nu blev en del af en rigtig skoleklasse. I starten var det lidt svært med al den disciplin. Jeg havde jo levet et meget rodløst og omflakkende liv siden 1945, så jeg havde det ikke let med at indordne mig og jeg indkasserede ikke så få øretæver for min opsætsighed i de første par måneder men efterhånden som jeg begyndte at forstå hvad det hele gik ud på blev jeg mere og mere glad for at gå i den skole og her stiftede jeg for første gang bekendtskab med Danmark og det danske sprog. Der var mange dansksprogede lærere på skolen og da mange af de andre elever kunne sproget begyndte jeg så småt at vænne mig til tonen i sproget og at lære nogle ganske få sætninger.

 Min fars nye kone Else viste sig at være et meget tolerant og forstående menneske og til trods for at vi havde adskillige sammenstød, som udelukkende kunne tilskrives min evige trang til oprør, så gik hun ind i opgaven at være stedmor for en så udisciplineret skarnsunge med hele sit hjerte og jeg kan kun takke hende for at der blev et normalt og rimeligt velopdragent menneske ud af mig. Det må have været nærmest umenneskeligt hårdt for hende at hun påtog sig denne opgave uden at have haft en chance for at slippe for den.

Desværre havde min fars gamle vane med at drikke lidt rigeligt når han var på arbejde ikke rigtigt fortaget sig. Og han kom derfor ofte beruset hjem, hvor han så begyndte de fra min barndom så velkendte skænderier med min nye mor. Hun var derimod ikke så frygtsom som min ”rigtige” mor havde været, så han fik virkelig svar på tiltale hver gang og ikke sjældent fløj diverse tunge genstande gennem luften og min far måtte nogle gange virkelig flygte ud af huset for ikke at blive ramt. Min nye ”mor” var meget ædruelig og hun forstod slet ikke min fars hang til de våde varer, så jeg lærte derfor for første gang i mit liv, at man godt kan begå sig i livet uden at søge trøst i en eller anden flaske. Fars forretning gik ikke så godt, så han tog alvorligt fat på jobsøgningen i Danmark. Han var jo en meget dygtig fagmand indenfor ortopædien og det varede da heller ikke længe før han fik svar fra et anerkendt firma i København, som gerne ville hilse på ham. Han rejste til Danmark til den første jobsamtale og kom hjem med det positive budskab at man gerne ville ansætte ham. Det var så planen at han skulle flytte til København, finde en bolig og i øvrigt etablere sig og så spare op til at min stedmor og jeg kunne komme efter i løbet af et års tid.

Dette ene år hvor jeg levede alene med min stedmor husker jeg som en tid hvor jeg udviklede mig i en positiv retning, takket være denne fantastiske lille kvinde som virkelig satte hele sin energi og sin kærlighed ind på at forme min personlighed så jeg kunne begå mig i de fineste kredse, samtidig med at hun støttede mig i alle henseender i forbindelse med min skolegang og var samtidig meget overbærende med de små unoder som jeg stadig indimellem kunne finde på. Jeg er i dag overbevist om at jeg endelig havde fundet et menneske som virkelig elskede mig. Året 1949 til 1950 blev det år hvor jeg egentlig blev til et helt menneske og der var meget der tydede på at jeg endelig var sluppet ud af min tragiske fortid.

4. mellem i Skt. Petri skole - Yderst tv. på nederste række klasselærer Herr Lohmann. Jeg står som nr. 2 fra venstre i øverste række.

Det lykkedes for min far at få formaliteterne og økonomien så meget på plads at vi kunne rejse til København og begynde et nyt liv i et nyt land med helt nye mennesker et helt andet sprog og desværre også et land som endnu i 1950 havde et indædt had imod alt hvad der var tysk. Min far havde endnu ikke været i stand til at finde en rigtig lejlighed, så vi boede til leje i et lille værelse på fjerde sal i Ahlefeldtsgade i det indre København. Jeg var så heldig at få et stipendium i den tyske Sankt Petri skole i Larslejstræde og begyndte i 1. mellem som det hed dengang. Her gik mange børn hvis forældre på den ene eller anden måde havde en vis tilknytning til Tyskland. Klasselæreren hed Richard Lohmann og skolelederen var Pastor Werner Görnandt. 

Jeg kunne jo næsten ikke dansk så det var en rimelig ”blød” start på min skolegang i Danmark. Der var både tyske og danske lærere på skolen men alle lærere talte selvfølgelig dansk. Man kunne i begyndelsen af 50’erne stadig opleve at blive kaldt ”tyske svin” hvis ens sprog afslørede den mindste smule tysk accent, så jeg satte alt ind på at lære sproget så hurtigt som muligt. Den bedste måde at gøre dette på var at søge arbejde efter skoletid som cykelbud eller ”Svajer” som det hed dengang, for så kom jeg i kontakt med en masse mennesker og skulle kunne gøre mig forståelig uden at afsløre min herkomst alt for tydeligt. Jeg tror at jeg i løbet af højst et halvt år fra min ankomst til Danmark havde lært næsten perfekt dansk og jeg havde bestræbt mig på at lære den helt rigtige københavner jargon som alle de andre ”svajere” talte. Da jeg altid har haft en meget fin sans for sprog var der efterhånden ikke længere nogen som råbte ukvemsord efter mig. Det var lykkedes min far og ”mor” at få en dejlig stor lejlighed i Hvidovre og da vi var flyttet derud begyndte en slidsom tid for os. Der var langt fra Hvidovre til det indre København. Min far tog bussen og sporvognen for at komme på arbejde og jeg havde tiltusket mig en gammel cykel som jeg cyklede frem og tilbage på hver eneste dag, både sommer og vinter og i al slags vejr. Sådan gjorde man dengang. Det slidsomme bestod i at jeg havde et arbejde som bybud i et ismejeri i Smallegade på Frederiksberg fra kl. 6.00 om morgenen til kl. 7.30 og derefter skulle jeg cykle til Larslejstræde for at være i skole kl. 8.00. Vi havde som regel fri fra skolen kl. 15.00 og derefter cyklede jeg til Kompagnistræde, hvor jeg havde job som eftermiddagsbud i en Viktualieforretning. Efter lukketid kl. 17.30 og oprydning skulle jeg så cykle hele den lange vej tilbage til Hvidovre. Så skulle der laves lektier, hvilket jeg selvfølgelig som regel gik meget let hen over og så var det sengetid. Alt i alt en lidt barsk tid, men det var ikke ualmindeligt at drenge i min alder havde både job som bydreng og skulle passe deres skole samtidig så jeg følte det egentlig som en naturlig ting. Mine karakterer i skolen afslørede selvfølgelig at dette slid havde haft sin pris.

Mit forhold til min far var stadig alt andet end rosenrødt, så på et tidspunkt var jeg så træt af det hele at jeg valgte at løbe væk hjemmefra. Jeg ville forsøge at komme tilbage til Tyskland, fordi jeg havde en eller anden forkvaklet forestilling om at jeg ville kunne skabe mig en bedre tilværelse der end i hjemmet i Hvidovre. Så en skøn,  varm sommerdag i 1952 begav jeg mig af sted på min gamle cykel (i stedet for at cykle i skole) og satte kursen mod Korsør. Meningen var at jeg  ville sejle med færgen til Nyborg og  så cykle videre til Flensborg, hvor jeg mente at "græsset var meget mere grønt". At det var en meget uoverlagt og tåbelig handling viste sig jo snart, da jeg ikke havde en øre på mig og hvordan jeg skulle takle færgebilletten havde jeg slet ikke tænkt over. Da jeg ankom til færgelejet i Korsør, så jeg derfor ingen anden udvej end at spørge styrmanden på færgen, der var ved at lodse bilerne ombord, om jeg måtte komme gratis med over på den anden side. Han kunne selvfølgelig med det samme gætte sig til at der var noget mystisk ved at en 15-årig knægt, iført en gammel, rusten cykel, ville til Nyborg uden penge, midt på dagen hvor alle andre børn var i skole. Han virkede meget venlig og bad mig om at vente et øjeblik. Hvad jeg ikke havde forudset var at han havde direkte forbindelse med politiet som havde en lille politistation i en træbarak ved færgelejet. Så efter fem minutter kom en meget venlig politimand hen til mig og bad mig om at følge med. Selvfølgelig blev jeg lidt skuffet over at være blevet afsløret, men også lidt lettet, for det var allerede ved at gå op for mig, at jeg havde begivet mig ud i et fuldstændig vanvittigt forehavende. Dengang brugte politiet endnu fjernskriver eller telex, som det også hed,  for computere var jo slet ikke opfundet endnu. Denne kommunikation var alligevel næsten lige så hurtig, for i løbet af nogle få minutter havde man forbindelse til Hvidovre politi, som sendte en vogn hjem til mine forældre og efter et par timer dukkede min far op på politistationen ved færgelejet og hentede mig hjem igen. Denne lille eskapade gjorde selvfølgelig ikke forholdet mellem min far og mig meget bedre, men inderst inde var jeg alligevel glad for at hele dette eventyr endte sådan, for jeg tør slet ikke tænke på hvad jeg kunne være havnet i, hvis det virkelig var lykkedes mig at nå frem til Tyskland. 

En ny tilværelse begynder..

Den 23. juni 1953 - på min 17-års fødselsdag gik jeg ombord på det gode danske skib "MS/Kaskelot", som lå ved kajen på Grønlandske Handels Plads i Københavns havn. Der havde været skoleafslutning samme dag og jeg havde bestået mellemskoleeksamen med et rimeligt gennemsnit. Det havde holdt lidt hårdt at få min far til at skrive under på min ansøgning om søfartsbog, men til sidst lykkedes det med min stedmors hjælp. Jeg havde henvendt mig på forhyringskontoret i Dronningens Tværgade og fik tilbudt dette job som messedreng i officersmessen. Skibet var af coastertypen og var bygget helt af træ. Vi skulle sejle samme dag og jeg var ellevild af glæde og spænding over det nye liv jeg skulle til at begynde. Turen ud af Københavns havn gik også fint men lige så snart vi kom ud i Kattegat syntes jeg godt nok at jeg blev lidt skidt tilpas. Jeg havde jo aldrig prøvet at være søsyg før så jeg var ikke rigtig klar over hvad jeg egentlig fejlede. Jeg havde en ganske forfærdelig kvalme og var helt sikker på at jeg snart skulle dø. Men desværre var jeg livskraftig nok til at hygge mig med denne søsyge på hele turen op i Nordatlanten og helt op til Julianehåb i Grønland. Jeg svor højt og helligt for mig selv at dette skulle være den eneste og sidste sørejse jeg skulle foretage, for jeg havde haft det så ubeskriveligt dårligt på hele turen at jeg til tider overvejede om jeg ikke ligeså godt kunne springe over bord bare for at slippe for den forfærdelige kvalme. Da vi lagde til kaj i Julianehåb og der stod et par dejlige piger på kajen som kun ventede på at byde os velkommen, så glemte jeg faktisk lynhurtigt hvad jeg havde svoret. Skibets opgave gik ud på at sejle byggematerialer, og nogle tømrere til Thule for at deltage i den storstilede evakuering af de grønlandske fangerfamilier, som skulle sejles nogle sømil længere mod nord hvor deres nye boplads Qaanaaq skulle grundlægges. Det har været umuligt at opdrive et billede af M/S "Kaskelot". Skibet blev solgt og omdøbt flere år senere. Min allerførste skibsfører, Kaptajn Rasmussen blev senere Kaptajn på det helt nybyggede M/S "Hans Hedtoft", grønlandsskibet som forliste allerede på sin første rejse til Grønland ud for Kap Farvel den 30. Januar 1959. Der var adskillige andre af besætningen på M/S "Kaskelot" som påmønstrede Den Kongelige Grønlandske Handels nye, fine flagskib og som ulykkeligvis, som bekendt omkom alle sammen. Det eneste vidnesbyrd om at dette prægtige fartøj nogensinde havde eksisteret var en redningskrans man fandt efter det forfærdelige forlis.

I dag den 16. September 2007 blev jeg på overraskende vis indhentet af fortiden. Telefonen ringede, min kone tog den og en herre bad om at tale med mig. Han præsenterede sig som Svend Rom og det viste sig, at han også havde sejlet med M/S "Kaskelot" til Grønland året før jeg indledte min "glorværdige" karriere som søulk, altså i 1952. Jeg var nærmest stum af forundring og glæde. Det var da et fantastisk sammentræf, at der lige pludselig dukkede et fremmed menneske op, som næsten havde krydset mit spor for 55 år siden og som havde sejlet på det samme skib, som jeg nu i lang tid forgæves havde forsøgt at finde nogle oplysninger om eller allerhelst billeder fra. Han havde bare søgt under navnet "Kaskelot" og var derpå havnet på min hjemmeside, hvorefter han straks kontaktede mig. Dette ville ikke kunne lade sig gøre uden Internettet. Allerede samme dag modtog jeg et uddrag af Svend Roms erindringer og to fotografier. Selvom billederne ikke er af den bedste kvalitet kunne jeg dog straks genkende detaljerne. Ovennævnte kaptajn Rasmussen var også skipper på skibet da Svend Rom sejlede med det, så vi havde oven i købet en fælles bekendt.

Efter hjemkomsten til København havde jeg svoret at jeg aldrig ville sætte mine fødder på et skibsdæk igen efter denne tur, ikke fordi jeg ikke kunne lide livet om bord, men fordi søsygen på turen til Grønland havde taget ret hårdt på mig. En del af forklaringen herpå skildres meget præcist i Svend Roms erindringer. Her er et lille uddrag af Svends oplevelser med samme skib:

 Citat:

 "Den 1 marts 1952 stod jeg om morgenen på kajen på den Grønlandske Handels plads og så hvad det var for en forvokset fiskerbåd jeg skulle sejle til Grønland på. Det var sådan én, som vi havde losset kul over i, da vi lå i Egedesminde, altså en båd der var beregnet til grønlandsk indenrigsfart, men som man nu af politiske grunde ville have til at besejle Grønland med friske danske varer indtil det nye superskib Hans Hedtoft kunne sættes i fart. Nu gik jeg om bord og traf efterhånden besætningen som var på 14 mand. Det var en stor besætning på et skib som kun lastede 300 tons. Der var én passager til, en motorpasser May, der skulle til Julianehaab.   Så var det frokosttid. Da skibet rullede voldsomt fra side til side, ja det var som om det ingen køl havde, så var der dækket op i salonen, som man i andre skibe ville gøre om der havde været storm. Dvs. der var slået slingrebrædder op på bordet og lagt våde klude overalt for at tallerkenerne ikke skulle glide frem og tilbage. Og dog var der kun en stærk blæst fra vest, dvs. fralandsvind. Kaskelot var så slingrevorn, fordi den var rund og glat i bunden for at isen ikke kunne knuse den, men blot løfte den op. Den var netop lavet til at sejle i stor-isen" Citat slut.

M/S "Argentinean Reefer"
London - Kingston/Jamaica

Men det varede såmænd ikke mere end et par måneder før jeg stillede op på forhyringskontoret, dengang i Dr. Tværgade i København, for at søge ny hyre. Jeg fik tilbudt et job som messedreng i officersmessen på et af rederiet JLauritsens køleskibe, som fortrinsvis sejlede med bananer fra de caribiske øer til Europa. Jeg sagde selvfølgelig ja tak til tilbuddet med det samme. Jeg skulle så tage med toget til Hoek van Holland, sejle med færgen til Harwich i England og derefter med tog til London, hvor M/S "Argentinean Reefer" lå. Det lød nemt nok, men det skulle vise sig at være noget mere problematisk end jeg havde forestillet mig.

 Jeg var af rederiet blevet forsynet med en enkeltbillet fra København til London via Hoek van Holland - Harwich. Jeg havde desuden min danske søfartsbog, som fungerede som en slags pas og desuden havde jeg mit tyske pas. Jeg var endnu ikke blevet dansk statsborger, men da jeg jo havde dansk søfartsbog gik både rederiet, forhyringskontoret og jeg ud fra, at mine papirer var i orden. Men jeg skulle blive klogere. Rejsen forløb ganske glat og hyggeligt gennem Tyskland. Vi var 4 mand i samme kupé som skulle påmønstre på M/S "Argentinean Reefer" som lå i London East India Docks. Mareridtet begyndte da vi kom til den hollandske grænseby Oldenzaal. Her kom grænsepolitiet ombord sammen med toldbetjentene, og da turen kom til mig og mine papirer, gjorde politibetjenten mig høfligt opmærksom på at jeg ikke var i besiddelse af et gyldigt transitvisum til at rejse gennem Holland. Det kom som et chok for mig og mine medrejsende kollegaer. Jeg forsøgte selvfølgelig at forklare at jeg jo havde dansk søfartsbog (danske rejsende behøvede ikke visum til Holland) men der hjalp ingen kære mor, jeg blev eskorteret ud af toget og op i det næste tog som kørte tilbage til den tyske grænseby Rheine. Her forlod den hollandske politibetjent mig med ordene: "Held og lykke".

 Ja tak! Her stod jeg på en lille tysk grænsestation og skulle finde den nærmeste britiske ambassade som ville kunne give mig de fornødne rejsepapirer. Penge havde jeg ikke mange af, så det var udelukket at rejse tilbage med tog. En venlig politibetjent hjalp mig med at finde adressen på den ønskede ambassade og selvfølgelig var der ingen nærmere end Bremen.  Nu var gode råd dyre, for der er ca. 200 kilometer fra Rheine til Bremen  og da jeg jo ikke var særligt velforsynet med penge var der ingen anden udvej end at forsøge at komme til Bremen ved at "blaffe". Så jeg gik ud på landevejen til Bremen og var så heldig at blive taget op næsten med det samme. Ganske vist kun en del af vejen men efter tre skift med forskellige køretøjer nåede jeg Bremen. Jeg fandt banegården og lagde mig på en bænk for at få et par timers søvn, da klokken efterhånden nærmede sig midnat. Til alt held var det ikke koldt og jeg havde tøj nok på til at kunne holde varmen. I halvtredserne var det endnu meget almindeligt, at en del mennesker var uden tag over hovedet og man greb ikke ind overfor rejsende der tog sig en lur i banegårdens ventesal. Næste morgen stillede jeg på den britiske ambassade og forelagde mit problem. Personalet var meget imødekommende og i løbet af en halv time havde jeg de fornødne papirer samt en skriftlig forklaring på, hvorfor min rejse var blevet afbrudt. Dette var naturligvis en stor hjælp, for nu kunne jeg bare stige på toget til Hoek van Holland og bruge min billet helt fra Bremen. Jeg skulle altså ikke "blaffe" igen. Da jeg endelig sent på eftermiddagen ankom til London og efter en del problemer med at finde vej til East India Docks (mit engelske var endnu ikke særligt veludviklet), kom ombord på skibet blev jeg mødt af hovmesteren som  var min nye chef, med en kæmpe, rent ud sagt, skideballe, fordi jeg var et helt døgn forsinket. Nu gjaldt det om ikke at være for nærtagende, selvom jeg jo egentlig var helt sagesløs i forsinkelsen, så jeg bed min vrede i mig og startede på mit nye liv som søfarer til fremmede lande.

I godt og vel 4 år sejlede jeg verdenshavene tynde på 7 forskellige skibe og oplevede en masse dejlige og selvfølgelig også en masse barske ting, som jeg ikke vil komme nærmere ind på.

Jeg havde lært en ung pige at kende inden jeg stak til søs mens jeg endnu gik i skole, men det blev aldrig rigtig til noget seriøst. Til gengæld viste det sig at hendes mor, som havde lagt mærke til at jeg var meget interesseret i hendes datter, havde fået øje på mig når jeg hver dag efter skoletid stod på gaden overfor huset hvor de boede bare for at få et glimt af dejligheden.  En dag inviterede moderen mig indenfor i huset og vi fik en lang og hyggelig sludder sammen. Det viste sig, at hun også stammede fra Tyskland, så hun så meget gerne at hendes datter ville fatte interesse for mig, men heldet (eller udseendet) var ikke med mig, så da jeg senere tog ud at sejle, gik det hele lidt i glemmebogen. Efter fire år, rundede mit seneste skib "M/T Saturnus" Kronborg på vej til Prøvestenen i København med en last råolie fra Venezuela, da jeg blev kaldt op til Telegrafisten ("Gnisten" som vi kaldte ham) med den besked at der lå en vigtig meddelelse til mig fra København. Det viste sig desværre, at den tyske dame jeg ellers var blevet så gode venner med, var afgået ved døden, og jeg blev spurgt om jeg ville deltage i begravelsen. Selvfølgelig afmønstrede jeg omgående og tog hjem til den unge pige og hendes far. Efter begravelsen flyttede jeg ind i deres lille rækkehus, da jeg ikke havde andre steder at være. Det endte med at min tidligere så eftertragtede og dog uopnåelige kærlighed begyndte at fatte interesse for mig. Det varede ikke længe før vi flyttede sammen i hendes værelse og blev hurtigt meget glade for hinanden. Efter et par måneder trak hendes far mig til side en dag og spurgte om vi ikke snart kunne finde ud af hvad vi ville, da naboerne var begyndt at snakke om at vi boede sammen. Frisindet havde endnu ikke rigtig fået fat i den danske mentalitet. Det endte med at vi bestemte os for at gifte os. Vielsen foregik i Kastelkirken i København, da sognepræsten i Vigerslev sogn, som vi egentlig hørte til og som også havde stået for moderens begravelse, var flyttet til Kastelkirken, så vi fik en dispensation til at blive viet her fordi vi kendte præsten, i øvrigt den dengang meget kendte provst Harald Sandbæk.

Vi var gift fra 1957 til 1964. I 1959 fik vi en dejlig lille datter. Vores situation ændrede sig efterhånden i en uheldig retning. Jeg tror at jeg selv var skyld i at vores forhold kølnedes med årene. Jeg var aldeles umoden af min alder og kunne slet ikke tackle det ansvar det var at være en god ægtemand og familiefar, så jeg var ikke i stand til at give min kone og datter den fornødne tryghed i tilværelsen som de havde så hårdt brug for. Økonomien var heller ikke for god, så forholdet var dømt til at kuldsejle. Vi blev skilt i 1964 og da det gik op for mig, at jeg pludselig stod uden familie, uden tag over hovedet og uden job, så kollapsede min tilværelse fuldstændig. Det endte med at jeg var nødt til at lade mig indlægge til psykiatrisk behandling for en svær depression. 

Under dette hospitalsophold, som varede flere måneder fandt jeg omsider sammen med en patient fra den nærliggende kvindeafdeling. Hun var en sød lille pige på kun 18 år som havde været ude for nogle meget traumatiske og voldsomme oplevelser i sit unge liv. Vi var lige sårbare begge to, men vi søgte trøst hos hinanden under de svære perioder hvor vi ikke kunne finde fodfæste i tilværelsen. På trods af *mange advarsler fra lægerne og personalet, som mente at et sådant forhold aldrig ville kunne gå godt valgte vi at lade os udskrive for at forsøge at stable en slags samliv på benene. Efter at have boet på et lejet værelse på Amager  lykkedes det os at finde en lille lejlighed i en baggård til Nansensgade, på 5. sal. Her vrimlede det med rotter både i gården og i trappeopgangen, og lejligheden var så lille og gammel, at den nærmest var uhumsk. Efter en måned opdagede vi at vi skulle være forældre og vi håbede, at denne kendsgerning ville være med til at give os det afgørende rygstød som ville gøre os til en lykkelig, lille familie.

 Efter et par måneder fik vi pludselig et brev fra ejendomsselskabet med den besked, at da man kunne se at vi boede i en af deres 2-værelses lejligheder og at det fremgik at vi ikke var gift med hinanden, så måtte man desværre kræve at vi enten kunne fremvise en vielsesattest inden to måneder eller også var man nødt til at bede os om at fraflytte lejligheden. 

Da vi jo ventede familieforøgelse var der ikke meget andet at gøre end at blive gift i en fart for at undgå katastrofen. Vielsen foregik på Københavns Rådhus, og vi begav os hjem i vores lille hybel i den sikre forvisning om at vi nu kunne leve sammen i lyst og i nød. Et halvt år efter blev vores dejlige lille dreng født og alt begyndte at se lovende ud.

Jeg havde i mellemtiden været til jobsamtale i Danmarks Radio - TV og havde fået et pragtfuldt job som assistent i reportageafdelingen. Jeg elskede det arbejde og følte at jeg endelig var havnet på min rette hylde. Desværre gik det til gengæld meget dårligt derhjemme. Jeg havde efterhånden fået job på TV-avisen og arbejdede derfor næsten altid meget sent om aftenen. Lidt efter lidt kunne jeg se at det gik stærkt ned ad bakke med min unge kones psykiske tilstand. Hun var igen blevet storforbruger af anti-depressionsmidler og havde meget svært ved at klare sin og drengens dagligdag og samtidig fungere som hustru for mig. Det var uundgåeligt, at også dette forhold var dømt til at mislykkes totalt og det endte da også med at vi gik fra hinanden efter et ganske kort ægteskab og jeg skammer mig stadig over at jeg dengang efterlod min lille søn hos sin syge mor, men da jeg selv endnu ikke var rigtig psykisk stærk, må jeg i dag med skam indrømme, at jeg ikke magtede at tackle denne svære opgave. Det må siges at de *advarsler vi havde fået på hospitalet, desværre var gået i opfyldelse. 

 Min søn overvandt imidlertid alle problemer og tog meget tidligt ud at sejle, ligesom jeg havde gjort i min ungdom og efter nogle års sejltid lærte han en dejlig ung pige at kende i New Zealand  med hvem han fik to pragtfulde døtre, som begge er voksne damer i dag. De bor stadig alle fire i det fremmede land på den anden side af jordkloden. Jeg tror desværre at min søn aldrig rigtigt har tilgivet mig mit svigt da han var barn og det er jeg utrolig ked af i dag.

Næste kapitel..

Det næste kapitel af mit lange syndige liv er starten på mit tredje ægteskab med min dejlige hustru Grethe som jeg nu har levet sammen med i over 45 år, har to vidunderlige børn med, som foreløbig har skænket os fire skønne børnebørn. Dette kapitel vil jeg skrive sammen med min elskede Grethe, som har givet mig så megen glæde. Hendes kærlighed og hendes ukuelige tro på vores fælles fremtid har gjort mig så stærk og gjort den sidste del af mit liv til en lang og lykkelig tilværelse. Uden Grethe i mit liv er jeg sikker på at jeg ville være gået til grunde for mange år siden.

 DERFOR HAR JEG BRUGT OVERSKRIFTEN:

" DER MÅ DA VÆRE EN MENING..."

 Nu er jeg efterhånden blevet 83 år og når man tager min barndoms og ungdoms voldsomme oplevelser i betragtning, og at jeg er sluppet helskindet igennem en hel verdenskrig midt i Berlin, tre kræftoperationer, samt at jeg som det eneste af syv børn har overlevet og været i stand til at kunne bidrage til at vores slægt kan fortsætte med fire pragtfulde børn samt foreløbig seks ligeså skønne børnebørn og nu også et oldebarn, så må jeg indrømme at jeg føler at det hele må have haft en dybere mening.

..... nå - det var bare det jeg ville fortælle - hej! :-)